Den underjordiske verden - Adventuresport og huleklatring

 Den underjordiske verden - om huleklatring

Hvordan mon det føles at fire sig ned i en 400 meter dyb skakt, hvis
pandelampen bare rækker 30 meter? Og hvad sker der, hvis man farer vild?
Det seneste fænomen inden for adventuresport hedder huleklatring. 

Flere og flere mennesker dyrker ekstrem sport. Nogle mener, at kroppen er et
slags redskab, der hele tiden søger efter at opleve spænding. Andre vil gerne have
mulighed for at opnå kontrol og beherskelse over sin egen krop - og dens præstationer.
Det er kendetegnende, at der ikke i forvejen eksisterer nogle fastsatte grænser,
men at det enkelte menneske selv må sætte grænser.

Mange søger udfordringer for at få en fantastisk naturoplevelse og prøve
grænser af med fysikken.

Vi har allerede set adskillige eksempler på adventure sport. I flæng kan nævnes
riverrafting, snowbiking, 250 kilometer løbet De Sable Marocco, marathonløb på
den kinesiske mur, soloklatring uden livline, bjergbestigning uden brug af kunstig
ilt og huleklatring. 

Verdens største mekka

Huleklatring går ud på, at man er to eller flere klatrere, der hjælper hinanden
gennem underjordiske floder, drypstenssale og usikre klippeblokke. De største huler
i Skandinavien er ofte aflåste, mest for at bevare dens oprindelige udseende.  

Hulerne er ikke nær så dybe og imponerende som de store interessante huler i Italien,
Frankrig og på Borneo. Men der er ligeledes Waitomo Caves, der ligger midt på
New Zealands nordø. Det er blevet kaldt for verdens største underjordiske
turistmekka for huleklatring.

Her forsøger hundredvis af turister sig hvert år i hulernes tabte rige. Henrik Iversen
er en af dem, der har været i Waitomo Caves. Han fortæller at man mærker et sug
i maven, når man ankommer til grotten, bliver udstyret med en lygte i panden, og
så bliver man ellers hejst ned i en hundrede meter dyb skakt. Der slipper kun minimalt
sollys ind. Væggene er dækket af buske og små træer.

Hulerne giver ikke ekko, som mange tror. Tværtimod er der ofte musestille. Dog kan
det vrimle med flagermus, der udsender en frygtelig stank.

”Man skal ikke lide af klaustrofobi, når man begiver sig i lag med huleklatring. Og man
skal ikke være bange for at blive beskidt. Jeg har oplevet, at man skal møve sig på
albuer og knæ gennem smalle og vandfyldte gange, hvor man konstant skal holde
hovedet oven vande. Turen ned i grotten sker med et tandemabseil, hvor guiden
hænger i midten og sørger for at besøgende kommer helskindet ned til bunden.

Det føles næsten som fritsvævende aerobic. Når rebet glider gennem mine hænder,
begynder det at brænde i mine håndflader. Jeg har oplevet at lande, så jeg næsten
ikke kan få luft. Det er flere gange gået ud over mine nedre regioner,” griner
Henrik Iversen.  

En fascinerende verden

Torben Bjerring Redder har klatret på klipper i mange år, de sidste seks i huler.

Han mener, at det er et fascinerende element at kunne finde vej i verden med
drypstenssale, mudder, is, løse klipper, smalle passager og dybe skakter.

”Huleklatring er interessant, da man får masser af udfordringer, både fysisk og
psykisk. Nogle mener at aktiviteterne appellerer til de overlevelsesinstinkter vi har,
men som ikke længere stimuleres i vores trygge hverdag.

Endelig skal man jo ikke glemme at huleklatring foregår i den vildeste og flotteste
natur. Når man klatrer i huler er man utrolig fokuseret på det man laver, de næste
meter der skal overvindes eller kontrollere den sikring, man er ved at sætte.

Der er flere motiver til at klatre i huler: Den sportslige del i at finde vej og bevæge
sig rundt i huler. Og nysgerrighed efter, hvad der mon er omkring det næste hjørne
eller på bunden af skakten. Og samtidig en fascinationen af hulernes opbygning.

Men der er også den faglige indgangsvinkel, som drejer sig om at undersøge
hulernes opståen. Uden kendskab til disse kan huleklatring være en meget risikabel
aktivitet,” fortæller Torben Bjerring Redder.

Nysgerrighed og udholdenhed

Man bliver ikke en god huleklatrer på en eftermiddag. Det handler om god fysisk form
og masser af eventyrlyst.

”Der kræves gåpåmod, nysgerrighed, udholdenhed, samarbejdsevner og evnen til at
holde hovedet koldt i en presset situation. Derudover kræves der teknisk erfaring med
rebteknikker og lignende,” siger Torben Bjerring Redder, der vurderer, at man ikke
behøver at en speciel støbning for at kunne klatre i huler.

”I turisthuler kan alle være med! Børn kan faktisk have fornøjelse af at følge med
voksne i en hule. Det afhænger naturligvis af sværhedsgraden, fordi der findes huler,
hvor der er farlige skakter og vand, som kan falde ned i.

Om alle omstændigheder bør man tage med en erfaren huleklatrer,” forklarer Torben
Bjerring Redder og tilføjer: ”Det skal bemærkes, at man i huler aldrig klatrer på samme
måde som ved klippeklatring. Det skyldes at klippen i huler kan være våd og mudret.

Nogle passager er så smalle, at der ikke er plads til at dreje hovedet. Så der er kun
en vej – fremad. I øvrigt kan tiden i huler ikke gøres op i timer, men i hvor meget lys
du har tilbage. Din lygte er din livline,” konstaterer Torben Bjerring Redder.

Har du mod på huleklatring?

Hvis du har fået mod på at prøve – enten sammen med dine venner eller dine forældre,
så skal du kontakte en cavingklub, hvor du gennemgår et sikkerhedskursus og lærer om
udstyr og klatreteknik.

Hos Mountainsport kan du uden nogen forkundskaber prøve kræfter med huler i Frankrig.
En forlænget weekend fra to til seks personer koster fra 2000 kroner pr. person inklusive
udstyr og introduktionskursus.

___________________________________________________________________________

Denne artikel om huleklatring, "Den underjordiske verden", har været publiceret i
bankbladet Jackpot. Alle rettigheder til artiklen tilhører Denker Media.

Kopiering eller offentliggørelse af artiklen er ikke tilladt.