Kvinden bag modeshowet - Mette Louise Just
19/2-2009
Kvinden bag modeshowet
Hun kommer ikke sovende til ideerne og koordineringen med modeller, stylister og tøjbranche. Ofte kræver det en arbejdsuge på mindst 60 timer. Men for Mette Louise Just er det en udfordring at lave store modeshows.
Stemningen er lige så høj, som den er hektisk. Alle råber i munden på hinanden, nogle mens de skifter undertøj, andre mens de forsøger at forhindre fotografer i at komme alt for tæt på de langbenede modeller, der denne dag viser et ekstravagant lingerishow.
Stylisten og koreografen Mette Louise Just har netop overstået sit show ved modemessen i Bella Center, da Main Magazine møder hende.
Alt tyder på et brag af en sommer næste år for ekshibitionister og voyeurer. På podiet i Bella Center viste Mette Louise sit bud på kommende trends inden for lingeri og badetøj.
“Sommermoden bliver mere pyntet. Der vil være badetøj og undertøj med rhinstene, pallietter, pels og blonder. Det bliver med dekadente farver som rød, lilla, pink, guld og masser af diamanter. Udvalget er stort, og variationerne er mange,” siger hun. Mette Louise Just blev for syv år siden nærmest kastet ud i det, uden nogle forudsætninger for at opføre modeshows.
“Jeg blev opfordret af Bella Centers Jesper Åndahl til at vise, hvordan man kunne lave en ny type modeshows. Heldigvis gik det godt. De var så begejstrede for mit show, at jeg har arrangeret det lige siden.
Under et show står jeg for alt det praktiske, og der er mange ting at holde styr på: Jeg booker både scene, lyd, lys og sørger for at stylister, makeupartister, modeller og frisører er på plads. Jeg samler ligeledes tøjet ind fra de forskellige tøjfirmaer og laver koreografien.
Det er sjovt og udfordrende at have mange bolde i luften og sørge for de havner i de rigtige kurve. En god stylist skal ikke kun arbejde ud fra sin egen stil, men kunne sætte sig ind i kundens stil, og arbejde ud fra målgruppe, profilering og image.
Jeg forsøger at få de forskellige “kunstnere” til at tale samme sprog. Det vigtigste for mig er hverken at være stylist eller koreograf, men at kunne være lidt god til det hele uden at være specialist.”
Ironi og livsglæde
Mette Louise Just har aldrig opfattet jobbet som stylist og koreograf som et “rigtigt” arbejde.
“Jeg har ikke tænkt på, at man kunne leve at det. Det troede jeg faktisk ikke man kunne. Det bliver selvfølgelig aldrig et almindeligt arbejde, fordi det er en hobby for mig.
Jeg synes det er sjovt, og det bliver ikke noget med at gå hjem klokken fem. Jeg arbejder mindst 60 timer om ugen. Hvis man brænder for dét og ens hjerteblod er med, lægger man det ikke bare fra sig,” siger hun.
“Hvordan man skaber et flot modeshow? Min mission har altid været at lave rigtige shows. Det skal være underholdende og give en positiv stemning. Man skal i vid udstrækning blive glad, når man ser mit show. En trend der gudskelov er på vej tilbage, er, at man ikke længere behøver at være tough og cool.
Hvis mine modeller er dét, er det med et glimt i øjet. Det er vigtigt for mig, at lave et show med en ironisk distance til dét at være model og gå på catwalken. Jeg kunne aldrig finde på at booke en arrogant model, men bruger kun modeller som har personlighed. Det er ligegyldigt, at de har en stor næse, hvis de tør grine på scenen. Jeg vil gerne sælge drømme til folk, men aldrig på et niveau, at man ikke kan identificere sig med det.
Jeg vil ikke tale hen over hovedet på folk, men derimod få mine modeller til at kigge publikum i øjnene. Få dem til at føle, at det her er opnåeligt. Det er vigtigt, at man inviterer publikum til at feste med.”
Unge danske designere
Mette Louise Just mener, at Danmark er et progressivt modeland, hvor vi har fat i alle græsrødderne.
“Der sker meget innovativt på modefronten i hele Skandinavien. Det er dejligt at rejse udenlands og være stolt af at være dansker - også når man taler om mode. Vi har jo været med inden for kunst og design i mange år - og nu er film også kommet med de seneste år. I USA har dansk møbeldesign længe været højt respekteret. Møbeldesignbranchen har måske banet vejen for moden, og har skabt en masse seriøse rødder.
Der findes nye, unge danske designere, som har åbnet butikker i Paris og London - og flere tøjdesignere, der har fået gode jobs i de store modehuse hos blandt andre Jean-Paul Gaultier. Hvis man kigger på den menige dansker, kan man ikke umiddelbart se, at vi er en modenation. Men de skal bare opdage det.”
Om Mette Louise Just
Mette Louise Just er opvokset i København. Hun har fra en tidlig alder interesseret sig for dans, sang og teater. Som 15-årig begyndte hun at arrangere sine egne shows, og tre år senere etablerede hun en danseskole.
Blandt mange jobs har hun arbejdet som sektionschef for Fitness Club, projektkoordinator på et reklamebureau og marketingchef hos Nike. Som koreograf har hun bl.a. lavet sceneshows for Walt Disney, når der har været premiere på koncernens tegnefilm, bl.a. et kæmpestort Mulan-setup med kinesisk statscirkus og en række dansere.
Desuden har hun været iscenesætter på et elementshow for Red/Green i en bådhangar på Holmen, hvor gæsterne blev sejlet ind i showlokalet.
Hun har ydermere været primus motor for en række modeshows for Magasin og Illum samt “Fashion Event 2000” på Skovridderkroen. Mette Louise Just står i spidsen for sit eget bureau, Pivot, der er opkaldt efter det berømte dansetrin.
__________________________________________________________________________
Denne artikel har været publiceret i livsstilsmagasinet Main Magazine i år 2000.
Kopiering af artiklen er ikke tilladt uden skriftlig tilladelse fra Denker Media.
Du må gerne linke til artiklen.
Læs også artikler om Iben Hjejle eller Besat af internettet, der handler om chat, cybersex og dating.










