Artikelarkiv Besat af Internettet Erik Refner Huleklatring Iben Hjejle Information overload Iværksætteri Kvinden bag modeshowet Livets vand Rundt om Tasmanien Taekwondo Thomas Levin

Thomas Levin

19/2-2009

Levin på vej mod stjernerne

Sig goddag til Danmarks nye up-coming stjerne - Thomas Levin.
Klar til sin hidtil største rolle, hvor han folder sig ud som bøsse.


”Jeg har ingen problemer med at spille homoseksuel. Jeg står og kysser en mand – og det er så dét!”

Ordene kommer fra Thomas Levin, der giver den som bøsse i Regner Grastens store filmsatsning bygget over forfatteren Christian Kampmanns berømte Gregersen-saga – fire bøger, der i midten af 1970´erne var med til at ændre danskernes liv. Homo-rollen vender vi tilbage til.

Thomas Levin ses i én af hovedrollerne i den rå og ærlige fortælling om ”Familien Gregersen”, der skildrer en række familiemedlemmers skæbner gennem tre årtier. Fra 1950´ernes borgerlige samfund over 1960´ernes overfladiske studenteroprør til de deprimerede 1970´ere med bedrag og falskhed.

Vi følger en overklasse families langsomme men sikre forfald. Opløsningen er total, når
tragedier som alkoholisme, skilsmisse og selvmord rammer familien.

Da Thomas Levin første gang læste manuskriptet til ”Familien Gregeren”, kunne han ikke umiddelbart sætte den homoseksuelle Bo Gregersen i bås – og det var han heller ikke interesseret i.

”Som type er han ikke umiddelbart lige til at definere, men han indeholder en kompleksitet, som er usædvanlig. Karakteren rummede muligheder for at jeg kunne arbejde med nogle sider, jeg virkelig finder interessante. Og så er det en rolle der er udfordrende, fordi publikum muligvis har indbyggede forventninger og fordomme, som jeg forsøger at bryde med og nuancere.”

Thomas Levin som Kampmann

Thomas Levin spiller Kampmanns alter ego, og dét at spille homo var det mindste af det.
Til gengæld var det ikke nogen særlig nydelse at kysse en anden mand.

”Ok, det var ikke lummert på nogen måde, og man tager det i øvrigt professionelt. Jeg er nok mere blufærdig, hvis jeg skal sige ”jeg elsker dig!” til et andet menneske, end dét at jeg skal stå i bar overkrop.

For Thomas Levin er det ikke interessant, at Bo Gregersen er bøsse, men derimod at han er et menneske af kød og blod. ”Han er et menneske, der rummer mange genkendelige sider. Bare dét at man har svært ved at få kærlighedslivet til at fungere, fordi man har svært ved at melde ud, hvad man vil.”

Da Thomas Levin havde læst alle 1200 sider i Kampmanns fire bøger, fik han forklaret nogle af de tanker, der ligger til grund for de handlinger, som familiemedlemmerne foretager sig.

”Det var med til at tydeliggøre flere af konflikterne. Men det var vigtigt for mig, at jeg ikke læste bøgerne, før jeg havde læst filmmanuskriptet. Jeg vil gerne forholde mig så ren som overhovedet muligt i forhold til manuskriptet – det er jo dét, der i sidste ende er filmens fundament.”

26-årige Thomas Levin har trods sin unge alder allerede spillet med i en lang række teaterstykker, flere spillefilm, og har medvirket i gæsteoptrædener i tv-serier som ”Taxa” , ”Hotellet”, ”Rejseholdet” og ”Krøniken”.

En barndomsdrøm

Faget som skuespiller har aldrig været en barndomsdrøm for Thomas Levin.
Alligevel søgte han ind på Statens Teaterskole, efter at været gået ud af gymnasiet som 19-årig.

Men han kom ikke igennem nåleøjet til teaterskolen, og begyndte i stedet at tage privatundervisning hos skuespilleren Sarah Boberg, som underviser i amerikanske skuespilteknikker – også kendt som ”Method Acting”.

Netop denne tilgang tiltalte Thomas Levin i en sådan grad, at Sarah Boberg på et tidspunkt henviste ham til sine egne lærere, David Gideon og William Esper i New York.

”På skolerne i New York lægges der meget vægt på situation, handling, vilje og mål. Det er en tilgang, der er meget konkret, og som giver mening. En måde, hvor min virkelighed flyder sammen med karakteren og omvendt. Det er et håndværk, som jeg også bruger når jeg spiller teater.”

Selvom det ikke var en drøm at blive skuespiller, er det til gengæld blevet det i dag.
I hvert fald nyder han det i fulde drag.

”Tanken om mange forskellige facetter i skuespillerarbejdet er tiltalende. Der indgår flere forskellige ting i arbejdet, lige fra den analytiske og fysiske fase, til de psykologiske og udtryksmæssige elementer.

Hvis jeg arbejder med en rolle i længere tid og den falder på plads, er det meget tilfredsstillende for mig. Når det sker kan jeg ikke forestille mig noget bedre arbejde. Jeg føler mig af og til rimelig priviligeret, for i sidste ende får jeg penge for at lege røver og soldater.”
_____________________________________________________________________________

Denne artikel har været publiceret i Danmarks største filmblad FilmGuide.

Kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående skriftlig tilladelse.
Alle rettigheder forbeholdes. Ophavsretten tilhører Denker Media.

Du må gerne linke til artiklen.

Hvis du ønsker et tilbud på produktion af en journalistisk artikel, er du velkommen til at kontakte os